I Sommerlandsturneringen 2. divison 2 spiller FIF´s første hold. Vi fik i foråret mulighed for en direkte tur til 1. division, idet Kirke Såby trak sit sit hold i 1. division. Petanque Nordvest og FIF, der begge blev nummer to i hver sin 2. division, spillede om pladsen. Vi blev “heldigvis” fejet af banen, og spiller derfor i 2 div. 2 igen i år. 1. divison byder på flere lange ture – sågar en med overnatning, mens vores 2. division er mere lokal.
Første runde spillede vi i Hornbæk den 30. april. Vi startede sæsonen med en sejr på 5-3 over Amager P96 efter solidt spil på Hornbæks udfordrende grusbaner. Så fulgte et klart 1-7 nederlag til Starmaster, inden vi sluttede dagen med 4-4 mod Hvidovres stærke hold. 3 matchpoint (mp) altså, og en midterplacering af de otte hold. En godkendt indsats.
På hjemmebanen i Frederiksberg Idrætspark den 11. juni spillede vi 2. runde i årets landsturnering. En varm solrig dag, hvor vi bød på morgenkaffe og senere på indkøbt smørrebrød. Vore trillebaner er en stor udfordring for alle – også os selv! Vi startede den første af dagens tre holdmatcher mod Jonstrup Petanque Klub, der med fire matchpoint lå lige over os i tabellen. Vi spillede en god kamp og vandt 5-3. En fin start på dagen. Topholdet, Hornbæk, i den næste kamp kunne vi ikke klare og tabte 2-6. To hold ser ud til at kæmpe om at undgå nedrykning, Amager P96 og Søborg, der have nul og et matchpoint med fra første runde. Og netop Søborg skulle vi møde i dagens sidste kamp. Det blev en klar 7-1 sejr til FIF og dermed kunne vi sætte fire matchpoint ind på kontoen til i alt syv. Vi spillede ganske godt på dagen, og ligger pænt til i rækken. Da Jonstrup slog Hornbæk endte det med fire mp til de tre hold: FIF, Jonstrup og Hornbæk, mens Søborg måtte tage hjem uden mp. Holdlederen var svært godt tilfreds med de fire mp, der betyder vi kigger opad og ikke nedad i tabellen. Spillestart kl. 9:30 og med slut allerede før kl 18:00 blev det på alle måder en god dag efter en fin holdindsats af de 10 spillere.