Start mandag den 23.8. i silende regn, indskrivning og lodtrækning mens vejrguderne tvang os til at udsætte og udsætte spillestarten. Banerne stod under vand. Rigtig meget vand. Til slut blev vi enige om at starte for alvor onsdag kl. 17. De 12 indskrevne spillere spillede i tre puljer og der var otte hold videre til kvartfinalerne. Puljespillet gav som sædvanligt overraskelser. Marianne Sørensen var skarp og vandt sin pulje, Lars Juul kæmpede sig til en snæver sejr over Kirsten S. Pedersen, og kom videre som 3´er – der var tre hold i puljen med to sejre hver, og scoren var afgørende. Knud Erik var suveræn og klar puljevinder som den eneste med tre sejre.
Da støvet havde lagt sig, så 1/4 finalerne således ud: Marianne Sørensen-Kirsten Jonsgaard – og Marianne vandt den 1/4 finale. Jørgen Møller-Frank Pedersen, Frank vandt 13-6, Knud Erik Dalsgaard-Lars Juul, Lars vandt 13-8, Michael Munkebæk-Robert Linton, Michael vandt 13-1.


Det gav følgende semifinale et: Marianne Sørensen-Frank Pedersen og Marianne vandt en flot, klar 13-6 sejr over Frank og var i finalen. Den anden semifinale: Lars Juul mod Michael Munkebæk, Michael kom aldrig ind i kampen og tabte 13-2. Kampen om bronzen stod altså mellem Frank og Michael. Michael var foran 10-4 og på sikker vinderkurs, men får aldrig lukket kampen. Frank vinder 13-11 og får bronze.
Finale mellem Marianne og Lars. Lars sætter sig på kampen, selvom Marianne bider godt fra sig. Lars vinder 13-8 og er klubmester. Marianne vinder sølv. Uret siger 21:15, så vi når let 2. halvleg og ser FCK vinde over Rosenborg og de spiller dermed i Champions League i 2010/2011, godt for økonomien i Parken..
Men et hyggeligt klubmesterskab nok engang !