24 friske spillere mødte frem til klubbens afslutningsturnering søndag den 21. november. Lad det være sagt straks, at mange spillere fortsætter hele vinteren med at spille og hygge sig. Men vi markerer altså, at sæsonen officielt slutter. Det var heldigvis ikke nogen kold søndag, den var lun og med et par regndråber, men det spiller jo ingen rolle for en pétanquespiller.
Der var udtænkt et snedigt system, lodtrækning til første rundes kampe, i anden runde mødes alle vinderne (12 spillere) fra første runde også efter lodtrækning, og i tredie runde er der igen vindermøde (6 vindere + bedste to 2´ere) efter lodtrækning.
Således ender det med, at tre spillere vandt tre sejre, – Erik Karstenskov som dagens vinder foran Svend Nyling. Og tre spillere var så uheldige med makkere og modstandere, at de ikke fik nogen sejr! 9 spillere fik to sejre og 9 spillere fik en enkelt sejr. Kan det gøres mere retfærdigt?
Flagene blev strøget til et glas varmt gløgg og en pebernød, mens næstformanden i FIF Pétanque, Jørgen Blak-Larsen, sagde tak for i år.
Fortsæt endeligt spillet og vi ses måske til årets julefrokost 7.12?